Omkvæd

Alt det man ser på Den Lukked' det sætter sine spor
jeg ved hva' jeg ved jeg ved ikke hva' du tror
men så mange triste skæbner de har krydset min vej
gjort indtryk gjort mig nedtrykt - og har forandret mig

Tekst

At møde mennesker i så voldsom en nød
at det eneste de ønsker sig det er en hurtig død
det er hverdagskost i Gøgereden hvor fortabte sjæle
er låst inde gemt a' vejen - og henvist til at dvæle

I små mørke rum på lange trange gange
og ligemeget om jeg så skrev tusinde sange
vil du aldrig helt forstå den følelse man får
af håbløshed som dagene de bare går og går

Og man ser folk omkring sig bryde sammen i ét nu
sind splintret som glas mod et stengulv gå itu
dybt ensomme mennesker - alt de kunne mærke
var sindets indre vold - og smerterne så stærke

Man svækkes i sin tro, og tvivler på at Gud
kender til Gøgereden de der aldrig lukkes ud
- er der mon en mening sådan virker det ikke
når man ser den dybe håbløshed i medpatienters blikke

Når jeg havde lidt overskud forsøgt' jeg på at hjælpe
men det var yderst sjældent at jeg havde held te'
at spred' en smule håb når ja' prøved' at vær' der
for de andre der som jeg stred med formørkede hjerter

Nogle ku' man tal' med - andre var helt væk
men alle havd' vi lidt voldsomme psykiske knæk
somme tider kom én af de nye å' spurgt' om råd
om hvordan de skulle klar' sig og brød sammen i gråd

Når fakta om det sted de var havnet blev lagt frem
folk ku' næsten ikke tro det ville ud og ville hjem
men døren den var låst af dem der havde magt
og de var på vagt du havde nul at sku' ha' sagt

Omkvæd

Jeg lærte folk at kende hørte om deres baggrund
forstod hvorfor de følt' de stirred' ned i en afgrund
jeg fik indblik i skæbner så uhyggelig' og triste
mennesker der havde stridt og lidt og intet ha'd at miste

Kvinder der var blevet misbrugt systematisk nådesløst
siden de var bette piger og der hjalp ingen trøst
de vidste at de ikke ku' ta' vare på sig selv
og eg'ntli' havde mest lyst til at slå sig selv ihjel

Der var mennesker der lige fra fødslen havde været
anbragt på anstalter og aldrig havde næret
noget håb om kærlig omsorg - det var en ukendt verden
for de sind der gik igennem livet ensomm' på der's færden

Reduceret til et CPR-nummer i systemet
tingsliggjort umyndiggjort det var det der var problemet
når læger og plejer' begår omsorgssvigt og bar'
behandler syge menn'sker som et stykke inventar

Langtidspatienterne med tomme døde øjne
slidt ned af sindets afmagt - og lægers mange løgne
de der vidste med sig selv at de aldrig kom derfra
de som havde givet slip givet op og bare bar

På en smerte i sindet så stærk at ingen ord
kan beskrive det hvorfor er jeg sat på denne jord
har jeg hørt så mange spørge - men ingen kender svaret
jeg priser min lykke jeg slap ud og har bevaret

Min tro på livets mening og fundet kærligheden
jeg takker min Skaber og jeg har kun en beskeden
- bøn til dig der lytter til denne triste sang
send en tanke til de syge - blot en enkelt gang