Omkvæd

Hvis sygdom skulle ramme dig så lov mig at forstå
at det er helt umuligt at du kan alene stå
du har brug for din familie brug for trøst og kærlighed
ta' imod og gi' igen for så vil det vare ved

Tekst

Når man pluds'li t bliver syg har man brug for en forklaring
hva' var det der gik galt - men det er min erfaring
at der kommer intet svar kommer ingen åbenbaring
man må selv kæmpe hårdt for at finde en afklaring

Den dag da jeg vågned' ved det første morgengry
fandt mig selv i en seng på Psyk og var alvorligt syg
blev jeg skræmt og forvirret ud over alle grænser
mit sind var gå't i stykker - og alle mine sanser

Bedrog mig og det slog mig at min tilstand var alvorlig
til daglig går man rundt og tror at man er usårlig
men i et splitsekund kan alt forandres til det værre
og det kan ske for alle sådan ligger det desværre

Jeg fik ikke megen hjælp til at prøve at forstå
hvad der egentlig var galt og hvordan det kunne gå
så helt forfærd'li't skævt - hvorledes det var sket
at jeg havde mistet taget i min identitet

Det blev kaldt en psykose når jeg snakked' med de kloge
jeg husker at jeg følte jeg var fanget i en tåge
det var lissom jeg var faret vild inde i mig selv
jeg tænkte på at ta' mit liv og slå mig selv ihjel

Men én person var der for mig som så ofte før
jeg husker at jeg ringed' sagde jeg er blevet skør
til min mor og jeg ved mor at du blev chokeret
men du skubbed' det til side, for du var dedikeret

Til at hjælpe mig du gemte på din egen angst og gråd
kom til hospitalet med din kærlighed og råd
ville ikke acceptere at jeg mistede mit tag
i håbet og du var der for mig dag efter dag

Kæmped' for mig troen boed' i din spinkle krop
du var stærk folk beundred' dig du ville ikk' gi' op
hvor fik du dine kræfter fra spurgte jeg og lærte
lidt om den kærlighed der bor i en moders hjerte

Omkvæd

Vi stred begge to og græd sammen i den tid
hvor djæv'len havde tag i mig du satte al din lid
til Vorherre bad mens jeg desværre havde mistet troen
du gentog Lars det lysner men jeg stoled' ikk' på nogen

Værst af alt var at jeg i min desperate jagt
på en forklaring på min sygdom desværre jo fik sagt
ting til dig - bebrejdelser jeg ga' dig skylden for
at jeg var syg og dødsensangst først græd du lidt men så

Forstod du i din kærlighed jeg ikke var mig selv
forstod jeg var syg forvirret men alligevel
gjor' jeg dig så ondt med mine hårde ord
med urim'li'hed bebrejdelser men la' mig si' dig mor

Jeg er led ved mig selv når jeg tænker på hvordan
ja' behandled' dig selvom at det ikke ændres kan
for du var alt jeg havde, i dagene så hårde
hvorfor er det dem man elsker mest man ender med at såre

Når jeg tænker på dig fyldes jeg af ømhed og af tristhed
jeg elsker dig så højt mor og det er i min bevidsthed
at du altid var mig nær - og at du først som sidst led
på grund af min skæbne - og børnene du misted'

Du' den smukkeste sjæl som man sig tænke kan
engang var jeg din dreng nu er jeg en voksen mand
hele vejen har du vær't der stået kærligt ved min side
og du har grædt for jeg har stridt og du har set mig lide

Jeg har budt dig langt mere end man nogen byde må
og jeg fyldes af skyldfølelse når jeg tænker på
de gange jeg har knust dit hjerte kun fordi mit eget
det var knust nu skal du ha' ro så dit kan blive plejet

Jeg takker dig mor fordi du så trodsigt kæmped'
imod mine dæmoner så min tilstand den blev lemped'
det er på grund af dig at mit liv den dag i da'
er så godt at jeg fungerer fint og mangt og meget ka'